Edel af Flandern

Edel af Flandern

Edel, Adela af Flandern, ca. 1064-1115, dansk dronning var en af de kvinder, som gennem ægteskab var udset til at styrke de politiske bånd mellem Middelalderens europæiske fyrstehuse. Edel var datter af Robert 1. Friseren, senere greve af Flandern og Gertrud Billung (af den sachsiske hertugslægt) og havde blandt sine aner kejser Karl den Store og kong Robert 2. af Frankrig. Faderen støttede i 1066 sin svoger Vilhelm Erobreren (som var gift med Robert Friserens søster Matilda), da han underlagde sig England. Senere kom det dog til fjendskab mellem dem. Efter et mislykket togt mod England tog Sven Estridsens søn, den senere konge Knud den Hellige, i 1075 til Flandern. Omkring 1080 blev han og Edel gift. Forbindelsen kan være indgået med det dobbelte formål at give grev Robert en allieret, der kunne gøre krav på den engelske trone, og at skaffe Knud arvinger, der nedstammede fra karolingerne, hvad der yderligere ville legitimere deres ret til den danske trone. Knud førte en kirkevenlig linie, og Edel selv gav i 1090 en donation til kirken i Reims for den afdøde ægtefælles sjæls frelse.

Edel og Knud den Hellige fik to døtre og sønnen Karl den Danske. Efter drabet på Knud den Hellige i 1086 flygtede Edel med sin søn til Flandern, mens Erik 1. Ejegod bragte de to døtre med i asyl i Sverige.

Edel måtte i 1092 efterlade sønnen Karl i Flandern, da faderen havde arrangeret hendes andet ægteskab, nu med hertug Roger Bursa af Apulien, søn af longobardiske Sikelgaita af Salerno og Robert Guiscard, en normannisk ridder af beskeden herkomst, som havde erobret Syditalien og var blevet indsat som hertug i 1059 af pave Nicolaus 2. Roger Bursa blev hertug efter faderens død i 1085, men måtte længe kæmpe med sin halvbror Bohemond (den senere Bohemond af Antiochia) om magten.

I efteråret 1096 fik Edel besøg af sin bror, Robert 2. af Flandern, sin fætter Robert af Normandiet (Vilhelm Erobrerens ældste søn) og Steffen af Blois, der var gift med hendes kusine. Det var tre af lederne af det første korstog, som gjorde ophold hos hertugfamilien i Apulien på vej til Konstantinopel. Edels svoger Bohemond var allerede draget af sted med en syditaliensk normannerhær.

Da Knud i 1100 blev kåret som helgen, viste Edel sin hengivenhed ved at sende kostbare gaver. Edel sendte de rige gaver til udsmykning af Knud den Helliges skrin i Sankt Knuds Kirke i Odense bl.a. det berømte Ørnetæppe (se nedenfor). Det skete formentlig via Erik Ejegod, der i 1098 deltog i et koncil i Bari, arrangeret af pave Urban 2. og Roger Bursa.

Da Roger Bursa døde i 1111, blev Edel til 1115 regent for deres søn Vilhelm (1095-1127), der efterfulgte sin far som hertug af Apulien. Edels søn med Knud den Hellige, Karl den Danske, blev greve af Flandern. Han blev som sin far myrdet i en kirke (Sankt Dnatian i Brugge i 1127) og senere helligkåret. Edel og Knuds ene datter, Ingerid, blev gift med Folke den Tykke og blev dermed stammoder til den svenske kongeslægt kaldet Folkungar. Den anden datter, Cæcilie, blev mormor til Absalon.

Ørnetæppet var et vævet purpurfarvet silketæppe med ørnemotiver, som er fremstillet i det vestbyzantinske område. Tæppet blev svøbt om de jordiske rester af Knud den Hellige, da han blev skrinlagt i Sankt Knuds Kirke i Odense i 1101. Tæppet ligger nu i en montre ved siden af helgenskrinet, og man kan se at der er klippet flere stumper af ørneklædet, formodentlig til indpakning af relikvier i form af små knoglestumper, som er blevet givet til andre kirker. Frederik VII var den sidste som fik lov at klippe en stump af klædet.

Edels voksne liv var præget af de problematiske vilkår, som hendes mænd regerede under. Selv lader hun til at have haft politisk handlekraft både i styringen af Apulien og ikke mindre ved sin medvirken til dyrkelsen af Knud den Hellige.