Ræk ud til de ældre og de ensomme – En beretning fra en slægtshistorie-konsulent

I mere end 10 år har Maribel Medina tjent som slægtshistorie-konsulent i sin menighed i San Diego i Californien. Efter at have følt sig mismodig i sin kaldelse, og derefter fulgt inspiration til at række ud til de ældre søstre i sin menighed, har hun med egne øjne set, hvordan det at arbejde med mennesker, en for en, kan hjælpe med at opløfte de ensomme og inspirere andre – ja, endda en hel menighed.

Inspiration til at fokusere på de ældre

Maribels menighed var lige blevet sammenlagt med en anden, og alle syntes at have for travlt til at bruge tid på at søge efter og lære om deres forfædre. Efter Maribel havde tænkt over, hvad hun kunne gøre for at hjælpe menighedens medlemmer med at blive mere involveret i deres slægtshistorie, følte hun stærkt, at hun havde brug for at hjælpe menighedens ældre medlemmer. Mange af dem havde begrænsninger, der gjorde det svært at komme i kirke hver uge. Hun besluttede sig for at besøge nogle ældre søstre til at begynde med – og planlagde at spørge, om hun måtte interviewe dem, hjælpe dem med at oprette en FamilySearch-konto, og hjælpe dem med at finde deres slægt.

Det resulterede i en strøm af historier og oplysninger at stille disse søstre enkle spørgsmål. Til at begynde med var Maribel kun ude efter detaljer som navne, datoer og steder, men hun lyttede også tålmodigt til og optog de historier, de fortalte. De ældre søstre kunne, overraskende nok, huske ting som fødselsdage for søskende, forældre, morbrødre, farbrødre, mostre, fastre og bedsteforældre. Selv de, der ikke til at begynde med kunne huske detaljer, havde gavn af at tale om deres minder. Senere, var der flere, der ringede med yderligere oplysninger, da de med tiden var kommet i tanke om mere.

Overvind udfordringer

Maribel begyndte at gøre reelle fremskridt med disse medlemmer og registrere deres slægtshistorie, da Covid-19-pandemien begyndte. Selvom der var en masse usikkerhed på det tidspunkt, forhindrede det hende ikke i at hjælpe dem med at opbygge deres slægtstræer. Selv hvis ældre medlemmer ikke vidste, hvordan man gjorde noget teknisk, såsom at åbne en pdf, bemærkede Maribel, kunne de i hvert fald besvare et telefonopkald. Nogle havde ikke internet eller en computer derhjemme – eller kunne ikke læse så godt. Andre kunne dele deres skærm, tage billeder eller mere.

Uanset hvilken metode Maribel brugte til at nå dem, fortsatte hun med at interagere med menighedens ældre medlemmer. Hun samlede oplysninger og lavede så en enkel søgning for dem, såsom at finde fødselsattester, vielsesattester og så videre. Hvis medlemmerne ikke havde mulighed for at se optegnelserne online, afleverede hun dem hos dem, eller sendte dem med posten, så de selv kunne finde oplysningerne i optegnelsen.

Et stort indtryk på hver person og deres familie

Maribel siger: »Jeg lavede forskningen, men de gjorde opdagelsen og fundet, og de elskede det.« Disse medlemmer var så begejstrede for det, de havde lært af optegnelserne, at de delte det med deres børn. Så begyndte deres børn og børnebørn at deltage i opkaldene for at høre historier om deres slægt.

Andre følte en endnu mere personlig påvirkning. En ældre søster havde aldrig udforsket sine egne forfædre på grund af sin families historie. Hun blev født uden for ægteskabet, og hendes far havde haft en anden familie med børn på det tidspunkt. Efter at have arbejdet med Maribel nogen tiden besluttede denne søster at fortælle mere om sine forældre. Maribel var i stand til at finde mere af hendes fars og mors historie for hende. Denne søster fik større indsigt i de beslutninger, hendes forældre havde truffet, og det hjalp hende til at hele. Hun fortalte Maribel, at hun var taknemmelig, da hun bragte dem tilbage i sit liv og indså, at hun ikke kunne bebrejde sig selv for de beslutninger, hendes forældre havde truffet. Hun begyndte at tro på, at hun var af uendelig værdi og gav slip på den skam, hun havde båret på i årevis.

En yngre søster fra Guatemala, som boede i menigheden, ville også gerne involvere sig i slægtsforskning, og hun begyndte at arbejde med Maribel. Hun begyndte at opbygge sit slægtstræ, men hun kunne kun udføre stedfortrædende dåb, og gav de øvrige ordinancer til menighedens medlemmer, så de kunne tage dem med til templet. Da hun opbyggede sit træ, fandt hun oplysninger om sin oldemor, og følte stærkt, at hun skulle være den, der udførte alle ordinancerne for hende. Hun arbejdede hen imod at modtage sin tempelanbefaling, så hun kunne. Gennem denne proces blev hun også i stand til at blive beseglet til sin mand og sine børn. Maribel udtrykte, hvor specielt det var at se denne omvendelsesproces, der kom af at lave slægtsforskning.

At hjælpe én person ad gangen gjorde indtryk på andre

En af de kvinder, som Maribel tjente, Catalina Gomez, bor på et plejehjem. Under deres opkald, lyttede Catalinas venner på plejehjemmet begejstret med, og spurgte, om de også kunne dele deres historie og få hjælp med deres slægtsforskning. Maribel sagde: »Det forenede ikke kun disse medlemmers familier, men også deres nærmeste venner. De mødtes for at dele og lære af hinanden. Det var smukt!«

Da en af søstrene, der arbejdede med Maribel, indså, at hun kunne blive beseglet til sine forældre i templet, blev flere medlemmer af menigheden glade for at kunne komme i templet med hende – og mange indså, at de også kunne blive beseglet til deres forældre eller andre slægtninge.

Ældre medlemmer af menigheden begyndte også at bære deres vidnesbyrd i kirken, deriblandt små historier om deres forfædre, og hvad de følte ved at lave slægtsforskning. Dette inspirerede andre medlemmer af menigheden til at ønske at lære mere, og andre end kun de ældre medlemmer begyndte at række ud til menighedens slægtshistorie-konsulenter for at få hjælp.

Maribel var endda gennem sit arbejde med andre i stand til at komme igennem vanskelighederne i sin egen slægtsforskning. Mens Maribel hjalp en anden kvinde, Sandra Corona, opdagede hun, at hendes og Sandras forfædre var fra den samme by i Mexico. Det fandt de ud af fra en vielsesattest for hendes slægtslinje, hvor Sandras forfædre var vidner til begivenheden. Maribel og Sandra glædede sig meget over det. Maribel siger: »Forbindelsen mellem vores familier strakte sig over tid, generationer, lande og endda religioner. Jeg fandt [Sandra] i et andet land, hvor jeg talte et andet sprog og bekendte mig til en anden religion, end den vores forfædre havde, men vores familiers forhold gennem generationer, er bevaret. Det elsker jeg!«

Find og hjælp »den ene«

»Jeg anerkender, at der er mange medlemmer, som ved, at slægtsforskning er vigtig for vores religion og for frelsesplanen, men de har ikke redskaberne eller ressourcerne til at gøre det på egen hånd,« siger Maribel. »Derfor besluttede jeg at række ud til dem, fordi de har tid til det, de elsker at dele historier, og de ved, at dette arbejde er vigtigt … Jeg gør dette tilgængeligt for dem, så de kan nyde velsignelserne ved dette arbejde.«

Maribel fortæller endvidere, at hun føler, at det er sådan, evangeliet skal være. For at tjene må vi »se os omkring og se, hvilke behov der er, og hvad vi kan gøre for at afhjælpe dem«.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Frelseren har vist os et smukt eksempel – at vi ved at udvise omsorg for blot én inden for vores rækkevidde, kan udbrede Jesu Kristi kærlighed over hele verden.«

Ligesom Maribel fandt en måde, hvorpå hun kunne række ud og drage omsorg for »den ene« i sin menighed, kan vi alle række ud og finde »den ene«, der har følt sig glemt eller fortabt. En efter en, ved at arbejde inden for vores evner, kan vi hjælpe dem med at få en større forbindelse til deres familie og finde sig selv, mens vi spreder Jesu Kristi kærlighed.