Mulige aktiviteter i Lissabon: Få mest muligt ud af din kulturarvsrejse

Kvinde i Lissabon kigger fra en balkon.

Hvis du skal til Portugal og vil vide, hvilke muligheder du har i Lissabon, er du kommet til det rette sted! Med sin omfangsrige historie, fantastiske arkitektur og vidunderlige madlavning er Lissabon en by, der betager hjertet hos alle, der betræder dens brostensbelagte gader.

Lissabon er en af de ældste byer i Vesteuropa; den eksisterede før Paris, London og sågar Rom. I dag er byen en god blanding af det gamle og det nye; en fusion af moderne bekvemmeligheder med historiske vartegn. Lissabon har virkelig en rig historie, du kan udforske – og hvis du har portugisiske slægtninge, omfatter den historie måske dine egne forfædre.

Mens du nyder Lissabons utrolige arkitektur, lækre pastéis de nata og ikoniske gule sporvogne, kan du overveje at udforske din egen families historie. Undersøg dine forfædre, før du tager afsted – og mens du er der, så prøv at finde dine forfædres gamle huse eller gravsteder. Dette vil berige din rejseoplevelse og give dig en dybere påskønnelse for både Lissabon og for din egen familie.


Hvornår bør du besøge Lissabon?

Ifølge lokalbefolkningen er det bedste tidspunkt at besøge Lissabon på i slutningen af foråret eller det tidlige efterår. Vejret er stadig behageligt, og der er masser at lave – men du undgår sommerens intense travlhed, når mængden af turister er på sit højeste.

Ud over det skal du sørge for at tjekke de lokale begivenheder eller festivaler ud. Hvis du er interesseret i karneval, kan det være værd at rejse i februar eller marts. I september eller oktober afholder Lissabon Santa Casa Alfama Festival (link på portugisisk), en fejring af den portugisiske musikstil, Fado. Det er selvfølgelig altid sjovt at udforske et nyt område omkring jul. Hvis du rejser i juleferien, vil du kunne opleve blændende julepynt og delikatesser som f.eks. kongens kage og ristede kastanjer.

Mulige aktiviteter i Lissabon

Lissabon er fuld af naturskønne og historiske oplevelser, du kan opleve på egen hånd eller sammen med en gruppe!

Ajuda National paladset i Lissabon i Portugal

Besøg Ajuda National paladset

Ajuda National paladset var hjem for de kongelige fra midten af 1800-tallet til 1910. I dag er det et smukt bevaret vindue til fortiden. Indenfor finder man udstillinger, der præsenterer, hvordan paladset tog sig ud i sin storhedstid, samt en bemærkelsesværdig kunstsamling med værker, der dateres tilbage til det 15. århundrede.

Besøg Estufa Fria, det utilsigtede drivhus

I hjertet af Lissabon finder du en enestående, blomstrende have – Estufa Fria eller det kolde drivhus. Estufa Fria, et engang forladt stenbrud, fik nyt liv, da tropiske planter, efterladt efter Første Verdenskrig, blomstrede op og overtog stedet. I dag er det et smukt område at udforske og et godt sted at tage en pause fra den travle by.

Tag Lissabons sporvogn 28

Hvis Lissabons ujævne brosten og stejle bakker bliver lidt meget at klare til fods, så hop på Lissabons gule sporvogn 28. Disse yndige kabelvogne ser ud, som var de taget ud af 1930’erne, og de kan tage dig med på en naturskøn rejse gennem Lissabons mest populære turistområder. Oplev hele ruten, hvis du kan. Det vil være tiden værd!

Turist går ind i Livraria Bertrand, kendt som verdens ældste boghandel.

Gør et stop ved verdens ældste boghandel

Bibliofile vil helt sikkert gerne gøre et stop ved Livraria Bertrand, en boghandel, der har verdensrekorden for at være den ældste boghandel i verden. Og de har noget at have det i – Livraria Bertrand blev oprindeligt grundlagt i 1732. Mens de fleste bøger er på portugisisk, har Livraria Bertrand sektioner med bøger på spansk, fransk og engelsk i sine hvælvede rum.

Se en panoramaudsigt her

Lissabon er en af flere byer kendt som »Byen med de syv bakker«, og den lever bestemt op til sin titel. Tag en tur op til toppen af bakkerne og oplev den fantastiske udsigt over byen og kystlinjen. Så mange områder er blevet oprettet med dette specifikke formål for øje, at der endda er et navn for det – miradouros eller udsigtspunkter. I disse områder finder du ofte restauranter eller caféer, hvor du kan slappe af, nyde traditionel pastéis de nata (seriøst, sørg for, at du prøver disse butterdejskager med cremefyld) og bare tage landskabet ind.

Udforsk Lissabon-katedralen

Den spektakulære Lissabon-katedral, eller kirken Santa Maria Maior, er over 800 år gammel, hvilket gør den til den ældste kirke i byen. Indvendigt finder du smuk arkitektur, kunstneriske stuklofter og utrolige farvede glasvinduer i katedralens 9 kapeller.

Tips til din rejse rundt i Lissabon

Når du udforsker Lissabon, er det vigtigt at kende lidt til den lokale kultur. Alle lande i verden har sine egne særheder, og at forstå dem, før du ankommer, kan hjælpe dig med at få en problemfri og fornøjelig oplevelse, når du rejser. Her er 6 ting, du bør vide, før du ankommer til Lissabon:

Turister går langs en gade i Lissabon, der passerer gennem en smuk bue.

  1. Medbring gode vandresko. Lissabon er en dejlig by at færdes i til fods, og dens gader er smukke, delvist takket være den portugisiske vejbelægning calçada Portuguesa. Disse smukke malerier pryder veje, fortove og pladser. Desværre kan brostenene, der bruges til at skabe mosaikmønstrene, gøre nogle gangstier ujævne under normale forhold og glatte, når det regner. Brug af slidstærke sko med en god sål vil beskytte dine fødder mod skader og lade dig nyde alt det Lissabon har at byde på!
  2. Overvej at købe et Lissabon-kort. Et Lissabon-kort – gældende i 24, 48 eller 72 timer – gør. at du ubegrænset kan rejse gratis med offentlig transport, og giver samtidigt adgang til over 50 museer, monumenter og turistattraktioner. Med kortene kan du sågar opnå rabatter på restauranter.
  3. Medbring kontanter Selvom de fleste større butikker og spillesteder tager imod kreditkort, er det ikke ualmindeligt, at mindre virksomheder kun tager imod kontanter. Du kan hæve direkte fra din bankkonto i en international pengeautomat, men at være beredt på forhånd ved at have nogle euro med hjemmefra kan sparer dig for tidsspild, stress og pengeautomatgebyrer.
  4. Afvis ekstra tilbehør på restauranter – eller vær forberedt på at betale ekstra. Når du spiser ude i Portugal, må du ikke blive overrasket, hvis din tjener kommer med appetitvækkere – normalt brød, ost eller oliven – som du ikke har bedt om. Dette er helt almindeligt, men den ekstra mad er ikke gratis og vil blive tilføjet til din regning, hvis du spiser den. Hvis du ikke ønsker det, skal du blot sende det ud igen uberørt.
  5. Forstå drikkepengekulturen. Lissabons drikkepengekultur er lidt mere kompliceret end blot at sige »ja« eller »nej«. Det er valgfrit, men at runde op på regningen eller tilføje en ekstra euro eller to for god service er almindelig høflighed. På finere steder forventes der dog 10% i drikkepenge. Drikkepengene kan godt være tilføjet til din regning automatisk, så dobbelttjek altid for at sikre, at du ikke betaler to gange!
  6. Lær nogle basale portugisiske fraser. Hvis du holder dig til de mest populære turistattraktioner i Lissabon, vil du sandsynligvis kunne klare dig med engelsk. Men hvis man gerne vil væk fra de slagne veje, eller hvis man bare gerne vil gøre et godt indtryk – skader det ikke at lære nogle få grundlæggende portugisiske sætninger. Ingen forventer perfektion, men lokalbefolkningen vil sætte pris på din indsats.

Her er et par grundlæggende portugisiske sætninger, der kan være nyttige:

  • »Godmorgen!« – »Bom dia!«
  • »God eftermiddag!« – »Boa tarde!«
  • »Vil du være så venlig« – »Por favor«
  • »Tak skal du have!« – »Obrigado!« hvis du er mand og »Obrigada!« hvis du er kvinde
  • »Undskyld mig« – »Com licença«
  • »Ja/nej« – »Sim/não«
  • »Hvor er ___?« —»Onde está ___?«
  • »Hvor meget koster det/den?« –»Quanto custa?«

Genealogiske ressourcer i Lissabon

Selvom mange portugisiske slægtshistoriske optegnelser er tilgængelige i online arkiver, herunder FamilySearchs egne samlinger af optegnelser, så er der desværre stadig mange, der ikke er tilgængelige online endnu. Hvis du leder efter oplysninger på dine portugisiske forfædre, kan du måske få de ressourcer, du har brug for, ved at kontakte en af Lissabons slægtshistoriske foreninger. Her er nogle enkelte genealogiske ressourcer, du kan vælge imellem:

Missionserklæringen for Associação Portuguesa de Genealogia er at »Opmuntre og støtte forskning, undersøgelse og at udbrede slægtsforskning i Portugal.«
Et portugisisk slægtsforskningsfirma, der stræber efter at gøre slægtsforskning spændende og tilgængelig for alle.
Frivillige på FamilySearch-centeret i Lissabon i Portugal vil besvare dine spørgsmål og give dig adgang til FamilySearchs samling af optegnelser.

Hvis du stoler på egne evner i forhold til selv at søge i optegnelserne, kan du overveje at søge på et af Lissabons biblioteker eller arkiver.
Som det største bibliotek i Portugal har Biblioteca Nacional de Portugal en mission om at indsamle, bevare, og gøre optegnelser og dokumenter fra Portugals historie tilgængelige. Biblioteket tilbyder en referenceservice, hvor kvalificeret personale hjælper brugerne i deres forskning.
Adgang til optegnelserne i Arquivo Nacional Torre do Tombo er gratis for folk over 18 år. Før du besøger arkiverne, bør du tjekke deres onlinekatalog for at sikre, at de optegnelser, du ønsker, er der. Og husk at medbringe en eller anden form for ID. Arkivet omfatter Arquivo Distrital de Lisboa, Lissabons distriktsarkiv.

For flere ressourcer, overvej at søge i det portugisiske arkivnetværk (link på portugisisk),en landsdækkende koalition, der skal gøre portugisiske optegnelser mere tilgængelige. Tjek også den portugisiske arkivportal (link på portugisisk) .

Ved du ikke hvor du skal begynde i din søgen efter dine forfædre? Bare rolig – FamilySearch har ressourcer for slægtsforskere på alle niveauer, heriblandt denne artikel henvendt til begyndere.


Find dine forfædre der er begravet i Lissabon

Cemiterio dos Prazeres i Lissabon i Portugal.

En vidunderlig måde at huske og ære dine forfædre på, når du besøger Lissabon, er at slå vejen forbi lokale mindesmærker eller kirkegårde. Dette gælder især, hvis du er bekendt med placeringen af dine forfædres gravsteder; i det tilfælde kan du tage direkte dertil.

FamilySearch har 2 værktøjer til søgning efter kirkegårde, der kan hjælpe dig med at finde dine forfædres sidste hvilested. Et af dem er en liste over kirkegårde, der er direkte forbundet til forfædrene i dit FamilySearch-træ; det andet giver dig mulighed for at se lokationer på kirkegårde rundt om i verden, uanset om de mennesker, der er begravet der, findes i dit træ. Sørg for at prøve begge!

Kirkegårde du bør besøge i Lissabon

Mange kirkegårde fungerer også som museer og tilbyder rundvisninger, bøger eller anden information om fortiden. Ting til overvejelse, når du udforsker Lissabon:

Den største kirkegård i Lissabon, Alto de São João kirkegård, er hvilested for mange fremtrædende portugisiske personer. Mange af dens grave, mausoleer og columbaria’er er unikke og smukke.

Søg efter navne på denne kirkegård:
Den næststørste kirkegård i Lissabon, Prazeres kirkegård, betragtes som en af de smukkeste kirkegårde i verden. Gravene på Prazeres kirkegård er kunstværker og er hvilested for nogle af Portugals mest berømte kunstnere.

Søg efter navne på denne kirkegård:
Ajuda kirkegård, der kan dateres tilbage til 1787, er hvilested for mange bemærkelsesværdige personligheder fra Portugals fortid, herunder statsmænd, soldater og kunstnere. Ajuda kirkegård er ikke kun et sted til ihukommelse, men også en fredelig oase, der giver et glimt af byens kulturelle og historiske arv.

Søg efter navne på denne kirkegård:
Efter reformationen havde britiske protestanter brug for et sikkert sted at begrave deres døde. Denne udfordring blev løst i 1700-tallet med etableringen af den britiske kirkegård. Den britiske kirkegård er kendt for både sin historie og sine cypresser, og er et smukt, eftertænksomt område.

Søg efter navne på denne kirkegård:

Dagture i nærheden af Lissabon

Selvom der er meget at give sig til i Lissabon, er det omkringliggende landområde lige så smukt og tigger nærmest om at blive udforsket. Hvert nye område i Portugal, du oplever, vil øge din forståelse af landet og give dig en dybere forståelse for dets kultur. Hvis du ønsker at undslippe den travle by, så prøv en af disse lokaliteter. Følgende byer er mindre end 2 timers afstand fra Lissabon og er nemme at komme til med bus, tog eller bil!

Sintra

Sintra i Portugal

Kun 30 km. udenfor Lissabon ligger Sintra, en kystby, der var et kongeligt sommerferiested. Sørg for at du afsætter en dag til at rejse dertil. Når du ser dens maleriske kyster og frodige skove, vil du forstå hvorfor. Hvis du synes om slotte, skal du sørge for at besøge det farverige nationale palads i Pena (Palácio Nacional da Pena) og det mauriske slot der står i kontrast dertil; 2 smukke og vidt forskellige monumenter fra fortiden.

Óbidos

Óbidos i Portugal.

For hver by og palads, der kan prale af eventyrlig charme, kan kun få af dem hævde at have middelalderlige borgmure, der stadig beskytter dem. Med sin velbevarede middelalderlige arkitektur er Óbidos et nødvendigt stop for fans af middelalderhistorie. Gå en tur i gaderne og oplev byens hvidkalkede hytter; nogle er flere hundrede år gamle. Udforsk slottet Óbidos, og hvis du kan, så planlæg dit besøg i juli måned, så du kan deltage i byens middelaldermarked.

Sesimbra

Sesimbra i Portugal.

Sesimbra er en charmerende fiskerby, der giver et indblik i en langsommere livsstil. I forbindelse med at du ser dig omkring, kan du overveje at tage en tur med båd rundt i havnen, nyde Sesimbras betagende strande eller opleve den nærtliggende Arrábida Natural Park. Sørg for at prøve nogle af de lokale fisk og skaldyr; det vil sandsynligvis være noget af det bedste, du nogensinde har smagt.

Évora

Évora i Portugal.

Ligesom mange andre områder i Portugal er Évora en by fyldt med historie. Takket være sine bevarede romerske strukturer føles Évora udpræget gammel i sammenligning med de omkringliggende områder. Af bevarede romerske steder kan nævnes et romersk tempel og et romersk bad samt et helt museum med udgravede fund. Du vil heller ikke gå glip af det smukke, men skrækindjagende, Chapel of Bones, et kapel fra det 16. århundrede dekoreret med resterne af 5.000 mennesker.

Afskedstanker

Nyd din rejse til Lissabon! Når du færdes i byens historiske brostensbelagte gader, håber vi, at du føler en dybere forbindelse til dem, der er gået forud for dig – det være sig dine forfædre eller dem, der hjalp med at forme den by, Lissabon er i dag. Hav en sikker rejse!

Tags
Arv
Author Default Image
Om forfatteren
Laurie Bradshaw