At kende, optegne, bevare og dele vores slægts historie kan være til stor nytte for enkeltpersoner, familier og hele samfund. Slægtsforskning er mere end anetavler, folketællinger og fødselsdatoer – det kan være en effektiv modgift mod negative livserfaringer, som vi møder i dag. Det giver os en større forståelse af, hvem vi er, og motiverer os til at gøre vores rødder dybere til gavn for kommende generationer.
Kerneidentitet
At kende vores kulturelle baggrund, og hvor vi kommer fra, kan hjælpe os til at udvikle en stærk følelse af, hvem vi virkelig er. Den måde, vi relaterer til vores familiehistorier og skaber vores egne fortællinger om os selv, hjælper med at etablere vores unikke, autentiske kerneidentitet.
Forbindelse
Mennesker ønsker tilknytning, tilhørsforhold og forbindelser. De relationer, vi danner med andre mennesker, kan vare meget længe. Og det gælder ikke kun i forhold til mennesker i vores nutid, men også i forhold til mennesker i vores fortid og fremtid. Jo mere vi lærer om vores fortid, jo større forbindelse føler vi til vores forfædre. Når vi optegner vores egen historie, åbner vi op for muligheden for, at fremtidige generationer kan føle en forbindelse til os, når vi er borte.
I en populær TED-tale med titlen: Alt, hvad du tror, du ved om misbrug, er forkert, lærer den britiske journalist Johann Hari os, at det modsatte af afhængighed ikke er ædruelighed, men forbindelse. Den forbindelse vi skaber til medlemmer af vores afdøde og levende familie ved at lære om deres historie, udfylder et iboende behov i hver enkelt af os.
Medfølelse
At lære historien om vores forfædre hjælper os til at få en større forståelse af de udfordringer, de mødte, og det inspirerer ofte til større kærlighed og medfølelse for deres fejl og mangler. Denne medfølelse kan let overføres til vores forhold til dem, der lever nu – til vores familie, såvel som til andre. Vi møder alle svære ting. At huske det faktum i sammenhæng med andres mangler giver os mulighed for at blive bedre medarbejdere, ledere, ægtefæller, forældre, børn, søskende og medmennesker.
Modstandsdygtighed
Kendskab til vores slægtshistorie opbygger modstandsdygtighed. Når vi lærer om vores forfædres liv, kan vi se adfærdsmønstre fra folk, der overvandt fiaskoer og overlevede hårde tider. Deres historier minder os om, at ikke alt i livet vil gå glat, at skuffelser opstår og uligheder eksisterer, men at vi kan komme os, sejre og finde lykke trods modgang.
Bruce Feiler opsummerer i en artikel til New York Times en undersøgelse om børns modstandsdygtighed: »Jo mere børn vidste om deres families historie, jo stærkere var deres følelse af kontrol over deres liv, jo højere var deres selvværd, og jo mere vellykket troede de, at deres familier fungerede. [Det] viste sig at være den allerbedste forudsigelse for børns følelsesmæssige sundhed og lykke.«
Uselviskhed
William Dade var en gejstlig i det 18. århundrede i Yorkshire i England. Selvom han aldrig giftede sig og ikke selv fik børn, fremmede han praksissen med at inkludere så mange oplysninger som muligt i sogneregistrene. På grund af hans indsats indeholder mange registre fra denne periode rig information til slægtsforskere. Amy Harris, der er professor i slægtshistorie ved Brigham Young Universitetet, omtaler denne form for uselviske indsats som genealogisk bevidsthed. At være opmærksom på og have en følelse af ansvar for vores forfædre, stamfædre og for hele den fremtidige menneskehed, er en handling af uselviskhed.
Evnen til at samarbejde og handle uselvisk er unik for mennesket. Harris lærer os, at det er det, der gør det muligt for os at tøjle »millioner og milliarder af kræfter«. At lære om vores historie, optegne den og bevare den velsigner ikke blot vores beslægtede familie, men hele menneskeslægten.
Selvværd
Når vi dykker ned i vores egen slægtshistorie, ser vi begivenheder udfolde sig på både global og personlig skala. Vores slægts historie rækker ud over de navne og datoer, vi finder i vores træ. Det handler om, hvad der gør os til dem, vi er. Det handler om mennesker, vi kan danne dybe forbindelser til. Det handler om mennesker, der levede og åndede og led og triumferede. Det handler om rødder og grene og blade og hele skove. Det handler om os alle.
Hos FamilySearch er vi interesserede i at forbinde dig til din familie, og vi sørger for sjove opdagelsesoplevelser og slægtshistoriske tjenester gratis. Hvorfor? Fordi vi værdsætter familier og tror, at det kan forbedre vores liv nu og for evigt at forbinde generationer. FamilySearch er en nonprofitorganisation, der sponsoreres af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Klik her for at lære mere om, hvad vi tror på.