Vi kan ofte finde forbindelser til vores forfædre gennem de steder, vi besøger. Australien har nogle fængslende vartegn – både menneskeskabte og helt naturlige.
Operahuset i Sydney
Et australsk vartegn, som folk typisk tænker på, er Operahuset i Sydney. Man genkender det ikke kun for at være i Australien, men det er kendt over hele verden som et berømt menneskeskabt vartegn. I 1956 blev der afholdt en konkurrence om at designe et operahus, som australske kunstnere kunne kalde deres hjem. Den danske arkitekt Jørn Utzons design blev valgt, og arbejdet med det skallignende vartegn begyndte kort tid efter. Operahuset blev officielt åbnet af dronning Elizabeth i 1973. I dag er operahuset et yndet rejsemål for både turister og kunstnere fra hele verden.
Great Barrier Reef
Det naturlige vartegn Great Barrier Reef er også kendt som verdens største og længste koralrev. Det består af 3.000 individuelle rev og 900 små øer på Australiens nordøstlige kyst. Mere end 1.500 fiskearter er blevet opdaget der, og dets hvide sandstrande er både populære og smukke.
De Tolv Apostle
Beliggende langs Victorias sydlige kystlinje, er De Tolv Apostle et smukt syn. De består af 12 kalkstenssøjler, der rager op fra det sydlige ocean og kan ses fra vejen Great Ocean Road. Formationerne anslås at være mellem 15 og 20 millioner år gamle.
Uluru
I det centrale Australien ville det være svært at overse Uluru, der også er kendt som Ayers Rock. Dette storslåede sandstensmonument rager op i ørkenen, og folk tiltrækkes af dets lysende orange, imponerende struktur. I overensstemmelse med det aboriginske folks ønsker, må besøgende ikke længere klatre op på denne hellige klippe, men man kan gå rundt om den på cirka 3 1/2 time. Området kaldes ofte Australiens hjerte og byder på mange slugter, kratere, vandhuller og kløfter.
Australiens Krigsmindemærke og Parlamentsbygningen
Australiens hovedstad Canberra huser et par berømte menneskeskabte vartegn, man ikke vil gå glip af. Australiens Krigsmindemærke og Parlamentsbygningen er begge steder, man måske ønsker at besøge. Krigsmindesmærket, med dets gallerier og mindeområde, er dedikeret til alle australiere, der har gjort tjeneste i forskellige krige.
Parlamentsbygningen, som blev indviet i 1988, er hjemsted for Australiens lovgivere. Parlamentets primære design er formet som 2 boomeranger, kronet af en 81 meter høj flagstang. Hele byen Canberra er fyldt med historie og hyldester til landets rige historie.
Bondi Beach
Bondi Beach er den mest berømte strand i Australien. Den kilometerlange hvide sandstrand byder på muligheder for at surfe, svømme og solbade. Nyd det funklende blå vand, men pas på farlig understrøm i den nordlige ende. Bondi Beach er hjemsted for verdens første klub for livredning af surfere og en af Australiens ældste svømmeklubber.
Sydney Harbour Bridge
Sydney Harbour Bridge er et andet australsk menneskeskabt ikon. Broen spænder over en af de smukkeste havne. Fodgængere, cyklister og motorkøretøjer har separate baner til at krydse stålbuebroen, der strækker sig fra det centrale forretningsdistrikt i centrum af Sydney til North Shore. Eventyrlystne besøgende kan booke en tur for sikker klatring til toppen af verdens største stålbue for at opleve en fantastisk udsigt. Hvis man er der nytårsaften, kan man nyde festlighederne med fyrværkeri fra broen.
Kakadu Nationalpark
Kakadu Nationalpark, der ofte omtales som et »levende kulturlandskab«, ligger i Australiens nordlige region. Parken optræder på UNESCO’s verdensarvsliste for både sin naturlige og kulturelle betydning. Mange af de arkæologiske steder dokumenterer den aboriginske tilstedeværelse gennem tusinder af år; 65.000 år er et skøn for deres vedvarende beboelse. Kakadus klippekunst afslører de oprindelige folks skabelseshistorier og er en af de længste historiske optegnelser om en gruppe mennesker i verden.
Fra et slægtshistorisk perspektiv vil du finde denne park og dens historier fascinerende og hjertevarmende. Parken er stor og omfattende (ca. halvt så stor som Schweiz) og tilbyder et væld af aktiviteter, herunder fugleture, krokodillesafari, vandfald, begivenheder, gallerier og alt derimellem.
Port Arthur
Det historiske sted Port Arthur har en meget unik historie som en tidligere straffekoloni. Port Arthur ligger på Tasmanien, en stor ø sydøst for Australiens fastland. Der kan man deltage i vandreture, undersøge straffefangernes historie, udforske et særligt område om de kvinder, som engang boede i Cascades fabrik for kvinder, og opleve en »paranormal efterforskning«.
Fængselsbyen er den bedst bevarede af de mange straffekolonier, der ligger spredt ud over hele Australien. Bygninger og hjem er blevet restaureret tillige med ruinerne af en havn og endda en kulmine. I Port Arthur kan man lære om straffekoloniernes historie i Australien og de fremskridt, de har gjort fra, hvad mange anser for at være et »ubehageligt minde«.
Melbourne Cricketbane
En anden menneskeskabt attraktion, Melbourne Cricketbane, er et vidunder at se. Anlægget blev primært bygget for at understøtte den enormt populære sport cricket, men det huser også meget andet og mange andre begivenheder såsom den australske fodboldliga og koncerter. Sportsarenaen har plads til 100.000 mennesker og blev i 2005 udnævnt som et af »sportsverdenens syv vidundere«.
Har du en forbindelse til disse australske vartegn?
Man kan ofte knytte sin slægtshistorie til disse berømte vartegn, eller måske kender du nogen, der har en forbindelse til dem. Ved at bruge værktøjet »Hvor kommer jeg fra« i FamilySearch kan du finde ud af, hvilke af disse vartegn, der kan have været tættest på dine australske forfædre. Du kan tage på en virtuel tur eller planlægge din egen rejse for at udforske og gå de steder, hvor dine forfædre gik.