Australiens historie

Australien har en fængslende historie med opdagelse, vækst og forandring. De, der har rødder i Australien, er fascinerede af at lære om landets historie, og hvordan den har påvirket deres forfædre.

Bevis for tidligt liv i Australien

Forestil dig dette – arkæologiske fund tyder på, at der var liv i Australien for op til 65.000 år siden. Aboriginerne tror, at de har været på det australske kontinent siden skabelsen. Selvom der ikke findes egentligt bevis for denne påstand, synes legender og traditioner at understøtte en meget lang tilstedeværelse for dem i Australien.

Forskere antyder, at aboriginerne kom fra Sydøstasien til Australien for 45.000 til 50.000 år siden i en periode med lavere havniveau. De kunne lettere have krydset ind i Australiens Northern Territory via landbroer, der tidligere fandtes mellem Asien og Australien. DNA-beviser afslører, at der også er nogle afrikanske rødder. Aboriginernes historie er overleveret gennem fortællinger og kunst. Disse mennesker menes at være de oprindelige jægere og samlere, der var særdeles dygtige til deres håndværk.

Boomerangen: Et fremtrædende stykke australsk historie

Beviser for boomerangen, en buet kastepind, dukker op for omkring 20.000 år siden. Boomerangen er et symbol på Australien, som måske oprindeligt kan have været skabt af aboriginerne som hjælp til jagt på fugle og vildt såvel som fisk.

Boomeranger er også blevet brugt som våben – og kan være dødelige, hvis de kastes på den rigtige måde. Derudover kan værktøjet bruges som et graveredskab til at lede efter grøntsager eller endda til at lave ild. Og sidst, men ikke mindst, bruges de som et slagtøjsinstrument og dansetilbehør i aboriginsk musik og dans.

Opdagelsesrejsende opdager Australien

Den 31. januar 1606 markerer den dag, hvor opdagelsesrejsende Willem Janszoon, kaptajn for det hollandske Østindiske Kompagni, blev den første europæer til at sætte fod på australsk jord. Han og hans besætning blev ikke længe efter, at de fik været med kontakt med det oprindelige folk, Wik. Det var et møde, der førte til, at ni besætningsmedlemmer døde.

Andre hollandske navigatører stoppede også i Australien i 1616 og 1629, men igen tvang konflikt med de oprindelige folk grupperne til hurtigt at forlade landet. Den første englænder, der blev og udforskede Australien, var William Dampier, der ankom den 5. august 1699. Han kortlagde en del af den australske kystlinje og forsøgte at udføre nogle videnskabelige undersøgelser. Han stødte ikke sammen med de oprindelige folk, men måtte vende tilbage til England på grund af problemer med sit skib.

Søfolk begyndte at handle med aboriginerne i 1700. Denne periode var også præget af fortsatte kampe og stridigheder mellem de hvide bosættere og det aboriginske folk. I slutningen af 1700-tallet kom hvide bosættere med båd til Sydney-området, hvilket truede aboriginernes levevis.

Straffefanger ankommer til Australien

Den første flåde – britiske skibe, der transporterede bosættere og straffefanger – ankom til Sydney i 1788. Den aboriginske kriger Pemulwuy ledte en modstand mod de hvide bosættere. Det endte dog ikke godt for ham. I 1802 var han blevet fanget, skudt og dræbt. De hvide bosættere fortsatte med at deltage i endnu hyppigere nedslagtning af aboriginerne.

I løbet af de næste 80 år indtil 1868 blev mere end 162.000 straffefanger sendt til Australien af Storbritannien og Irland som straf for deres forbrydelser. Storbritannien begyndte at bruge Australien som straffekoloni for at fjerne presset fra deres egne fængsler. To store straffekolonier – New South Wales og Van Diemans Land (som senere blev Tasmanien) – husede fangerne.

Når de havde afsonet deres straf, forblev mange af straffefangerne i Australien, gjorde krav på jord og blev succesfulde bosættere. Tidligere straffefanger fungerede endda som den første postmester og grundlægger af den frie presse.

Yderligere udforskning af Australien

I 1803 rejste den britiske opdagelsesrejsende Matthew Flinders hele vejen rundt om Australien. Han kortlagde en stor del af kystlinjen, som ikke var blevet kortlagt tidligere, og var i stand til at bevise, at Australien var et enkelt kontinent. Han brugte udtrykket »Australien« i sine kort og skrifter, og navnet hængte ved. Før den tid blev Australien kaldt »New Holland« af mange af de tidlige hollandske opdagelsesrejsende, der havde forsøgt at kortlægge landet.

Australsk guldfeber

Guld blev opdaget i Australien i 1851, og det medførte store ændringer i de voksende australske kolonier. Opdagelsen af guld ved Ophir i New South Wales blev snart efterfulgt af en guldfeber i Bendigo Creek i Victoria. Det tog ikke lang tid, før guldgravere begyndte at strømme til Australien fra hele verden. Inden for det første år prøvede over 500.000 mennesker, ofte kaldet »gravere«, lykken med at finde guld i New South Wales og de omkringliggende områder.

Udbruddene af guldfeber var gavnlige for Australien. Ankomsten af guldgraverne styrkede landets befolkning og økonomi og hjalp med at ændre Australiens ry som en ø fyldt med straffefanger. Lønningerne blev fordoblet, og mange forlod deres arbejde for at søge efter guld. Disse »gravere« dannede deres egen identitet, som var adskilt fra britisk myndighed.

Australien bliver en forbundsstat

Australien blev en selvstændig forbundsstat den 1. januar 1901, da det britiske parlament vedtog lovgivning, der tillod de 6 australske kolonier at styre sig selv. Tolv år senere blev Canberra udnævnt til Australiens officielle hovedstad. Folkets bestræbelser på at udvikle hovedstaden blev afbrudt af Første og Anden Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig begyndte Canberra at vokse og har nu en befolkning på over 400.000 mennesker.

De stjålne generationer

Omkring begyndelsen af det tyvende århundrede begyndte kirker, regeringer og velfærdsorganisationer med magt at fjerne børn fra aboriginske og Torres Strait Islander-familier. Disse børn blev kendt som de stjålne generationer. Fjernelsen af børnene blev legaliseret af forskellige regeringer og skabte megen traume og sorg i First Nation-samfundene. Dette tab påvirker fortsat familier den dag i dag.

Regeringens politikker hævdede, at børnene ville blive beskyttet mod omsorgssvigt, og at deres liv ville blive forbedret, hvis de levede i et hvidt samfund. Disse politikker, kaldet assimilationspolitikker, søgte dybest set at adskille børnene fra deres arv, så de kunne fungere bedre i et hvidt samfund. Regeringerne mente, at aboriginerne og Torres Strait Islander-folk skulle have lov til at »dø ud« gennem blandede ægteskaber. Børn, der blev taget, blev nægtet adgang til deres familie, sprog, samfund og kultur.

I 1969 afskaffede New South Wales organisationen Aborigines Welfare Board, hvilket forhindrede alle stater og territorier i at fjerne aboriginernes børn fra deres familie. Siden slutningen af 1960’erne er der blevet gjort en indsats for at hjælpe med at genoprette og genforene familier samt genoplive deres historier og traditioner.

Britiske børnehjemsbørn

Mellem 1920’erne og 1970’erne blev mere end 130.000 britiske børn sendt til Australien og Canada som migranter. Mange af børnene blev sendt til et liv i trældom, hårdt arbejde og misbrug, selvom man hævdede, at de blev sendt til et bedre liv. Børnene – i alderen 3 til 14 år – havde typisk været i en eller anden form for velgørende pleje i Storbritannien. Den sidste gruppe børn blev sendt afsted i 1967.

Storbritanniens premierminister udstedte en officiel undskyldning til børnene og deres familier i 2010. Omtrent samtidig udstedte den australske regering en officiel undskyldning til de stjålne generationer, glemte australiere og tidligere børnemigranter.

Australiens historie og fremtid

I dag kan Australien prale af en stærk økonomi og betragter sig selv som en af verdens førende lande på mange områder. Når du opdager din slægtshistorie i Australien, finder du en omfattende og rig historie og opdager triumferne for en gruppe mennesker, der var fast besluttet på at lykkes.