Der er mange former for venlighed, såsom at behandle andre med barmhjertighed, tjene andre uselvisk eller vise empati for dem omkring dig. Venlige handlinger kan gavne både giveren og modtageren ved at forbedre mental sundhed og følelsesmæssig velvære, og de kan inspirere til andre venlige handlinger.
Med en positiv tankegang vil du lægge mærke til venlige handlinger omkring dig hver dag! Sådan venlighed kan omfatte at hjælpe nogen med at bære indkøbsvarer ind, efterlade en betænksom besked eller tilbyde en ven et lift. Det kan også være at tage sig af folk, der er syge, eller trøste nogen, der er i nød.
Der er kraft i venlige handlinger! I denne juletid opfordrer vi folk over hele verden til at være venlige. For at hjælpe med at belyse denne opfordring har FamilySearch-brugere elskværdigt bidraget med beretninger om venlighed fra deres egne slægtstræer.
En læges gavmildhed
Min bedstefar, Thomas Brigham Smith, var en ven af dr. Openshaw, da han boede i Santaquin. Min bedstefar var tømrer og lavede noget arbejde på dr. Openshaws hus og kontor. Da min moster Wilma Deane blev født, byggede min morfar et operationsbord til lægen for at betale for hans indsats ved fødslen.
Under den store depression mistede min bedstefar sin gård og havde svært ved at forsørge sin unge familie. Med tiden blev han i stand til at købe en lille grund i byen. Han indlogerede sin familie i et telt på grunden og gik i gang med at plante en have og frugtplantage. Han planlagde at bygge et kælderhus, men da sommeren gik på hæld, blev han bekymret for, hvad hans hustru og børn ville gøre, når det blev koldt.
En dag henvendte dr. Openshaw sig til ham og sagde: »Thomas, næsten alle i denne by skylder mig penge. Når du er klar til at grave din kælder ud og hælde cementen, så lad mig det vide, for så vil jeg sørge for, at du får den hjælp, du har brug for.«
På den fastsatte dag kom et stort antal mænd for at arbejde deres gæld af til dr. Openshaw, hvilket gjorde at arbejdet blev udført på meget kort tid. Takket være dr. Openshaw fik min bedstefar sig et hyggeligt vinterhjem til sin familie.
Kærlighed serveret varm
Mit barndomshjem blev på stort set alle ugens dage fyldt med minder om uventede gæster. Det skyldtes først og fremmest min mor, Anna Jean Michellis, velkendte gæstfrie natur. Mor var indbegrebet af venlighed. Hun var en mester i at fortælle historier, være vært og lave mad.
Hendes kærlighedssprog var mad, hendes scene var hendes køkken, og hendes hemmelige ingrediens var hendes varme, indbydende gemyt. Hun havde aldrig noget imod uanmeldte gæster, lige meget hvornår de dukkede op. Hun syntes intuitivt at forvente, at der kom gæster. Hun lavede altid 2-3 gange så meget mad, som vores familie kunne spise, hvilket blev almindeligt kendt blandt familie, venner og venners venners venner. Der var aldrig nogen, der bankede på, inden de gik ind i vores hjem; man vidste bare, at døren altid var åben, og at man altid var velkommen.
Mor stoppede sjældent op for at sidde og snakke. I stedet snakkede hun med sine gæster, der sad omkring den overdimensionerede køkkenbar og på de ekstra pladser, der fandtes i den tilstødende stue, alt imens hun oksede rundt i køkkenet iført sit forklæde.
Hun var populær blandt unge og gamle og mennesker af alle overbevisninger. Når mor lavede en af familiens kulinariske favoritter, underholdte hun med endeløse vittigheder og sjove beretninger, og spurgte ind til gæsternes velbefindende. Når det var nødvendigt, tilbød hun opmuntrende støtte, fantastiske kram, kærlige smil, helbredende latter, rester fra måltider og en klar og tydelig følelse af, at du altid var velkommen når som helst – også uden en invitation. Døren til hendes køkken og hjerte stod altid åben.
Min mors venlige eksempel gjorde et dybt indtryk på mig. Som barn lærte jeg, at alle var vigtige og velkomne. Ingen tid brugt på at betjene en anden eller være vært for en besøgende – annonceret eller ej – var en ulejlighed. Mors usagte motto var: »Forbered jer på den uventede gæst, lyt, hjælp dem, når de har brug for det, vær altid imødekommende og husk, at mad er det universelle sprog.«
Redning på prærien
Den 19. december 1894 giftede Benjamin Housley sig med Clarissa Pauline Allen. Deres fædre, George Frederick Housley og Marshall Franklin Allen, blev nære venner. Flere år senere var de to fædre hjemme hos Benjamin og Clarissa i Utah.
De begyndte at tænke tilbage på gamle dage, og Marshall Allen fortalte om dengang, hvor han og adskillige andre unge mænd blev bedt om at tage ud og aflevere forsyninger og hjælpe Martins håndkærrekompagni (en gruppe pionerer, der brugte håndkærrer til at krydse det midtvestlige USA).
Marshall husker, at han knælede ned i bøn aftenen før deres afrejse og fortalte Gud, at det var tåbeligt at tage ud i sådant vejr og uden veje, de kunne følge. Mens han stadig var på sine knæ i bøn, følte han sig vejledt til at tage afsted og følte, at han ville være i stand til at redde mange af deres liv.
Under den lange eftersøgning blev redningsholdet modløst. Da de troede, at håndkærrekompagniet var faret vild på sletterne, ønskede mange at vende hjem, men ikke Marshall. »Jeg fortalte dem, at jeg ville gå, indtil jeg nåede staterne, men at jeg ville finde dem!«
Ved middagstid fandt de en gruppe håndkærrer med deres stakkels, sultende folk. Da han tænkte, at der måske var flere efterladte længere bagude, red Marshall et godt stykke videre. Pludselig fik han øje på en mørk plet ved nogle klipper. Da han undersøgte sagen nærmere, fandt han ud af, at det var en ung mand. Han lagde sit tæppe om den unge mand og hjalp ham op på hesten.
På dette tidspunkt i historien afbrød George Housley og sagde: »Hesten havde ét hvidt ben, en hvid stribe i panden og resten af den var kulsort.«
Marshall sagde. »Ja.«
»Det var et lyst plaidtæppe,« tilføjede George.
»Hvordan vidste du det?« spurgte Marshall.
George svarede begejstret: »Fordi det var mig, du fandt!« Han fortsatte med at fortælle, hvordan han lige havde mistet sin bedste ven i håndkærrekompagniet og var blevet meget modløs. George havde mistet alt håb, indtil han blev reddet af den unge Marshall Franklin Allens beslutsomhed.
»Jeg ønsker at fortælle dig, at hvis det ikke havde været for min mors bønner og de helliges tro, ville jeg ikke have levet længe nok, til at du fandt mig, og jeg ville aldrig være nået frem til dalen.« Venlige gerninger kan have langvarige konsekvenser, selv år efter handlingen har fundet sted!
**Indholdsadvarsel: Følgende beretninger handler om forfædre, der hjælper andre på tidspunktet for en slægtnings død. De, der fortalte disse beretninger, følte, at de var inspirerende, venlige handlinger. Vi er indforståede med, at nogle læsere måske ønsker at undgå at læse om disse tungere emner. Klik her for at springe dette afsnit over, hvis du ønsker det.
Et mildt farvel
Min far valgte en karriere som bedemand. Han blev ofte spurgt: »Hvorfor får man lyst til at blive bedemand?« Han gav som regel et hurtigt svar i retning af: »Fordi det er dødspændende!«
De, der kendte min far og hans milde, kærlige ånd, mente, at hans arbejde var hans livskald. Han betragtede det som et privilegium at være til tjeneste for familier i deres mest sårbare stund.
Nogle gange kunne et dødsfald af naturlige årsager finde sted med familien til stede. Når dette skete, ville ansatte fra kapellet komme og placere liget af det afdøde familiemedlem bag i rustvognen.
Rustvognen ville dernæst blive kørt til lighuset, hvor liget ville blive forberedt til begravelse. Det var ikke usædvanligt, at min far forlod vores hjem midt om natten, når han fik sådan en opringning.
En bestemt aften blev han bedt om at komme hjem til nogle venner af familien, der havde mistet deres lille barn. Som I kan forestille jer, var de ude af sig selv af sorg. De ledsagede min far ud i den mørke nat for at se deres datter blive ført væk.
Min far ønskede at trøste denne familie, så i stedet for at placere barnets døde krop alene i den store tomme rustvogn placerede han hende nænsomt på forsædet sammen med ham. Moderen i familien var så taknemlig for denne lille venlige handling, min far udviste for at ære hendes datter.
En omsorgsfuld mor
Min bedstemor, Sally Louise Crane, er mor til syv børn. Som nybagt mor blev hun velsignet med tilstedeværelsen af sin egen mor, Ruth Amelia May, der var rejst fra Idaho til Utah for at hjælpe sin datter med det, hun havde brug for.
Der blev lagt vasketøj sammen, der blev sørget for mad, og Ruth var oppe om natten med babyen, så Sally kunne få hvilet ud. De shoppede endda sammen for at finde det tøj, babyen skulle velsignes i. Alt, hvad min bedstemor havde brug for, hjalp hendes mor hende med.
Ruth stoppede ikke med at hjælpe efter det første barn; hver gang Sally havde født, kørte Ruth ned i sin bil for at hjælpe med at få alt ordnet. »Og hun gjorde det alt sammen med glæde,« sagde Sally.
Ruth fortsatte med at ofre sin tid og gå glip af begivenheder, hun var involveret i, i omkring en uge, hver gang hendes datter fik en ny baby, som om der ikke var andet i verden, hun skulle. Huset blev gjort rent, de andre børn blev taget hånd om, der var styr på det hele.
Fem og en halv måned inde i Sallys sidste graviditet opstod der komplikationer. Hun endte med at føde sit syvende barn for tidligt, hvilket viste sig at være dødfødt. Ruth fik de uventede nyheder, mens hun var på ferie med sin mand. Da Ruth og hendes mand blev ringet op vedrørende barnets fødsel og død, afbrød de deres ferie og rejste hjem for at være sammen med deres datter, denne gang for at planlægge en begravelse.
År senere fulgte Sally sin mors eksempel og besøgte hvert af sine børn, hver gang et barnebarn blev født. Hun tilbød sine børn den samme støtte, som Ruth havde givet hende. Der blev lagt vasketøj sammen, der blev sørget for mad, og Sally var oppe om natten med hver nyfødte baby, så den nybagte mor kunne få hvilet ud.
Før Sally med glæde begyndte at hjælpe sine egne børn, havde hun ikke indset, hvilket offer Ruth havde ydet for at hjælpe hende. »Hun fik det til at se ud, som om det ikke var noget særligt. Nu kan jeg se, hvilken venlig handling det var.«
Tråde af medfølelse
Min svenske oldemor, Charlotte Johanson Nielsen, tjente som leder for en lokal gren af en hjælpeorganisation for kvinder i 32 år. Hendes mand, Rasmus, ejede en købmandsforretning.
Charlotte, der havde meget lidt formel uddannelse, hjalp til i butikken, fordi hun lærte at tale flydende engelsk, kunne ekspedere og kendte til bogføring. Hun bragte ofte mad fra forretningen til de trængende og syge som en del af sit nødhjælpsarbejde.
Charlotte bad Elizabeth Jane Russell Day, en anden af mine forfædre, om at tjene sammen med hende i hjælpeorganisationens ledelse. Elizabeth og hendes mand havde budt fire børn velkomne i deres hjem, da en tragedie ramte i form af en difteriepidemi i 1890.
Inden for to uger var tre af de små børn afgået ved døden med denne sygdom. Charlotte »lavede smukke, små hvide klæder til dem, og der blev lavet små kister, smukt beklædt med blonder og bånd.« Charlotte udviste ægte medfølelse og venlighed i en svær og prøvende tid for familien Day.
Dine beretninger om venlighed
Takket være FamilySearch Minder, kan du nemt finde beretninger om venlighed i din egen slægtshistorie! Minder giver dig mulighed for at læse, se, eller lytte til beretninger, som andre mennesker har oprettet om en forfader. Du kan også nedskrive beretninger om venlighed ved at bede en levende slægtning om at genkalde sig eksempler på venlighed fra fortiden. Overvej at nedskrive dine egne venlige oplevelser til dine efterkommere.
For at komme mere i julestemning, og i venlighedens ånd, tjek da Lys verden op-kampagnen fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Prøv Kindness Randomizer, eller download 50 ideer til, hvordan du kan lyse verden op i år. Lad dig inspirere af dine forfædre og disse 6 historier om venlighed, så du kan blive en engel i nogens liv!
Relaterede artikler
Hos FamilySearch er vi interesserede i at forbinde dig til din familie, og vi sørger for sjove opdagelsesoplevelser og slægtshistoriske tjenester gratis. Hvorfor? Fordi vi værdsætter familier og tror, at det kan forbedre vores liv nu og for evigt at forbinde generationer. FamilySearch er en nonprofitorganisation, der sponsoreres af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Klik her for at lære mere om, hvad vi tror på.
